Torsdag d. 7. juni kl. 19.30 gæster fire danske musikere Nordens Hus og giver en anderledes vinkel på de islandske sagaer:
Baggrund for denne koncertaften er forfatteren Vagn Lundbyes store epos ”Den Kvindelige Saga”. Han har valgt ti kvinder fra den islandske sagatid og gjort dem til hovedpersoner i sit værk. Man får altså med hans version af sagaen fortalt, hvordan heltenes, skjaldenes, ballademagernes mødre, døtre og koner har oplevet det.
Lundbye har som afslutning på hver af de ti kvindelige sagaer skrevet en sang, og det er disse ti sange, vi skal høre. Man vil kunne nikke genkendende til navne som f.eks.: ”Unn den Tænksomme”, Melkorka, Astrid, ”Helga den smukke”, Gudrun, og flere andre. Der er ikke tale om endnu en gendigtning af sagaerne, men om digte om islandske kvinder i årene 800 til 1100.
Sangeren Betty Arendt, pianist og værkets komponist Irene Becker, guitarist Pierre Dørge (New Jungle Orchestra) og cellist Soma Allpass vil sammen føre os ind i sagaverdenen med disse smukke sange, som er en hyldest til de stærke og magiske sagakvinder, der vender sig mod den voldsomme tid og de magthaveriske omgivelser.
Undervejs vil Betty Arendt - udover at synge de ti sange og fortælle lidt om dem - læse udvalgte tekster fra sagaen om Melkorka, og de tre instrumentalister vil fremkalde landskaber og stemninger i samspil med ordene.